MARATHON - LØBEREN

 

JOHAN BENDER

Indhold:

 

1                    Vejen fra Marathon

 

Kapløb med skibe

En persisk plan

Meldingen

Miltiades

Mystiske signaler

Forræderen Hippias

Tanker under løb

Midtvejs

 

2                    Grækerne og deres fjender

 

                      Milets ødelæggelse

                      Storkongens planer

                      Gode tider i Grækenland

                      Kolonigrundlæggelse og guder

Hos oraklet i Delphi

                      En spændende tid

                      Den persiske fare

                      Dareios’ hævntogt

 

3                    Athen i alarm

 

                      Miltiades’ tale

                      Krig er altings fader

                      Strategforsamlingen

                      Angreb eller forsvar

 

4                    Sparta og strategi

 

                      Afsked med Athen

                      I Sparta

                      Møde med Pan

                      Videre til Marathon

                      Ankomst til Marathonsletten

                      Med eller uden Sparta

                      En strategs taktik

                      Strategi og taktik

 

5                    Forberedelser til kamp

 

                      Hære forberedes

                      Hjælp på vej

                      Soldaterne instrueres

                      Kampøvelser

                      En gudfrygtig dramatiker

                      Tanker om Hades

                      Hærførerens sidste tale

                      Soldatereden

 

 

6                    Slaget ved Marathon

 

                      Hæren drager ud

                      Perserne kommer

                      To verdeners sammenstød

                      Miltiades – manden i midten

                      Ventetid

                      Stormløbet

                      Omringningen

                      Digterne lyver

                      Persernes flugt

                      Kampen ved skibene

 

7                    Vejen til Athen

 

                      Tæt på Miltiades

                      Tilbage over slagmarken

                      Marathonløbet

                      I Athen før mørket falder på

                      Hjemkomst

                      Ved vejs ende

 

8                    Efterskrift

 

                      Kronologi

 

                      Ordliste

 

VEJEN FRA MARATHON

 

I begyndelsen drejede hans opmærksomhed sig udelukkende om selve løbet. Om at sætte foden det rette sted. Om at komme ind i den rigtige rytme. Stien gik hele tiden opad. Den var ujævn og stenet. Af og til forsvandt den næsten. Flere gange måtte løberen standse op. Der blev et øjeblik stille omkring ham. Han var alene mellem klipper og krat. Han lyttede. Fra kysten steg en susende lyd op imod ham. Han kastede et hastigt blik ned. Sletten myldrede med mennesker. Soldater med blinkende våben. En gullig støvsky hang over det tørre landskab. Langs havbugten skimtede han mange hundrede skibe. De sorte skrog lå række ved række i det blå hav. En afdeling skibe havde skilt sig ud. Den var på vej væk, sydpå. Mod forbjerget Kap Sounion. Derfra førte sejlruten under Attikas kystbjerge vestpå. Direkte mod Athen. Den ensomme løber stirrede mod skibene. Han syntes at kunne skimte den hvide kølvandsstribe efter dem. Hærførerens ordre genlød i hans øren. Pludselig drejede han omkring og genoptog energisk løbet. Det førte over Attikas bjerge. Vestpå. Mod Athen. Hjem. Over krat over sten. ”Athen må du nå, før mørket falder på”.

Militiades’ ord dunkede i hans hoved. Rytmen gik ham i kroppen. Athen må du nå, før mørket falder på. Det ville blive et kapløb mod lyset.

                      I morges havde han set solen hæve sig af havet. Lejren var på benene før solopgang. Det blev en lang, lang, formiddag. Indtrykkene flimrede i et nu gennem hans hjerne. Pile, lanser, spyd, sværd, skjolde, sved, blod ...

                      Solen havde nu for længst passeret middagshøjden. Den sank tungt og ubønhørligt mod bjergkammene i vest. Varmedisen bølgede foran ham. Løberen var nu nået op, hvor højdedragene begyndte at flade ud. Opstigningen var overstået. Kystlinjen var forsvundet.

                      Nu gik det indover Attikas højderyg. Vejen blev tydeligere, fodskiftet friere.. Benene lystrede nu mekanisk Miltiades’ ord. Athen må du nå, før mørket falder på. Hurtigløberen Filippides var ved at finde ind i sin løberytme.

                      Farten øgedes umærkeligt. Athen må du nå, må du nå, må du nå ...

                      Filippides fornemmede jorden under sine fødder. Attikas ryg bar ham af sted mod Athen. Han var på vej. Han var i sit rette element. Han løb mod et mål. Han løb med et budskab. Farten øgedes yderligere. Athen må du nå ...

 

Kapløb med skibe

 

Heroppe fra, hvor han løb, kunne han ane Attikas runding. Det solglitrende hav blinkede mod syd. Dernede hastede fjendens flåde af sted. En skibsafdeling, måske flere, på vej mod vest under bjergene. Samme vej som han. Men skibenes vej var uden sten og krat. De blev båret af Poseidons bølge.

                      Løberen forestillede sig deres lette færd over havet. Takttælleren stod i stævnen. Slagene faldt i et opskruet tempo. De persiske årer gik som tærske-plejle. Løberen satte yderligere farten op. Han måtte komme tidsnok.

 

En persisk plan

 

Under slaget havde nogle persiske skibe lettet anker. De satte kursen mod syd. Samtidigt havde spejdere meldt til Miltiades om mystiske blinksignaler fra bjerget oven over slagmarken. Var Hippias’ spioner på spil? Hærføreren turde ikke udelukke, at den persiske landgang og angreb var led i en større plan. Den gik ud på at binde athenernes hær til Marathonslette. Imens skulle en del af perserflåden omsejle Attika. Den forsvarsløse by skulle overrumples, mens hæren var væk.

                      Miltiades måtte i tide advare dem derhjemme. Hjemme i Athen. Han lod straks løberen hente til sig.

 

Meldingen

 

Med få ord satte Miltiades Filippides ind i situationen, som han vurderede den.

                      ”Sig i Athen, at slaget er afgjort. Perserne er slået tilbage til skibene. Sig, at de er ved at indskibe sig. At mange skibe sejler mod syd. At de medbringer krigere. Sig derhjemme, at de skal befæste murene. At de skal holde ud, indtil hæren er tilbage. Athener-kompagnierne begiver sig hjemad i morgen ved daggry. Sig til Themistokles, at skibsmandskabet skal være beredt. Begiv dig så af sted. Athen må du nå, før mørket falder på”.

                      Filippides gik til teltet efter løbesandaler og vandsæk. Sækken fyldte han med tilstrækkeligt vand. Sandalerne snørede han omhyggeligt. Den lille sæk slyngede han over skulderen. En kort kniv havde han i kjortelbæltet ved venstre hofte. Sådan begav han sig af sted.

                      På slagmarken var alt forvirring. Filippides kunne ikke rigtig overskue, hvad der var sket. Han måtte vente med at tænke det igennem til senere.

 

Miltiades

 

Foreløbig koncentrerede han sig om løbet. Men tankerne gik også til Miltiades. Det var første gang, Filippides havde været så tæt på ham. Talt med ham. Under fire øjne. Mand til mand. Militades havde gjort et dybt indtryk på Filippides.

                      Ved flere lejligheder havde han hørt Miltiades tale offentligt. Til folkeforsamlingen på torvet i Athen efter meddelelsen om den persiske landgang på Marathonslette. I strategforsamlingen før sin sendefærd til Sparta. Til soldaterne i lejren i går ...

                      Nu tænkte Filippides på de få sætninger, Miltiades havde sagt til ham. De meldinger, han havde sendt ham af sted med. Dem, han skulle aflevere til bystyret. Han gentog sætningerne for sig selv. Sig i Athen ... Sig til dem derhjemme ...

                      Under samtalen havde der været kamptummel omkring dem. Enkelte pile svirrede nu og da gennem luften. Alligevel havde Miltiades talt fattet, næsten beroligende. Hans rolige og årvågne øjne under hjelmkanten så Filippides endnu for sig. Han hørte hans indtrængende stemme. Athen må du nå ...

                      Miltiades havde givet ham ordre til at løbe over bjergene. Den svære og stenede sti. Vejen langs kysten ville sandsynligvis være spærret flere steder af persiske afdelinger. Nu var han på vej.

 

Spionsignaler

 

Filippides havde Pentelikonbjerget på sin venstre hånd. Ville snart være omkring det og få udsyn over Attika. Han løb ud af skoven, ud i en lysning. Pludselig standsede han op. Et skarpt lys glimtede. Nogle skikkelser stod på et højdedrag oven for stien. De havde våben. Sværd, spyd, buer.

                      På et stativ af grene stod et stort bronzeskjold. En af dem drejede det. Solens stråler fladt lige ind på den blanke overflade og sprang tilbage. Filippides så de lange stråler mellem træerne. Hippias’ spioner! Som signalerede til perserskibene på vej mod Athen!

                      Filippides var i vanskeligheder. Det gjaldt om at slippe uset udenom. Stien gik forbi tæt under stedet, hvor de stod. Filippides dukkede sig. Knugede kniven.

                      En pil svirrede mellem træerne. Han var opdaget. Han hørte råb over sig. Græske stemmer. Det var Hippias’ hjælpere. En af dem styrtede af sted ned ad skråningen. Kastede sit spyd. Det dalrede gennem grenen bag Filippides. Han løb til. Undgik at blive ramt. Heldigvis blev skoven lidt tættere nedefter. En sværdsoldat fulgte efter ham. Men det var en ulige jagt. Ingen kunne løbe ham op.

                      Men han havde fået andet at tænke på. Hvad ventede der undervejs. Mon flere af Hippias’ folk gjorde vejen til Athen usikker?

 

Forræderen Hippias

 

Hippias havde været den ledende politiker i Athen. Men han havde været ærgerrig og tyrannisk. Filippides kunne godt huske fra sin drengetid, hvor forhadt Hippias havde været. Til sidst havde athenerne forvist ham fra byen. Hippias var flygtet over til perserne. De havde taget vel imod ham. Nu håbede han, at de kunne skaffe ham magten. Og hans tilhængere i Athen håbede at få ham. De arbejde for ham inden for murene.

                      Det var sikkert Hippias, der havde anbefalet perserne at gå i land ved Marathon. Herude østpå havde han flere tilhængere. Athenerne hadede ham. Filippides skulle tage sig i agt under resten af løbet mod Athen.

                      Men nu var han nået ud af bjergområdet. Ud på Attikas højslette. Et terræn, der passede ham. Vejen blev jævnere. Løberytmen roligere. Benene kunne passe sig selv.

 

Tanker under løb

 

Denne fase af et løb holdt Filippides af. Tankerne kunne gå på vandring. Han kunne få sammenhæng i spredte indtryk og oplevelser. Nå indad i en tankerække.

                      Kroppens energi forplantede sig til alle dele af ham. Hjernevirksomheden blev trukket med. Det var som at føre samtaler. Samtaler med sig selv.

                      Det lå for Filippides. At koncentrere sig om en enkelt ting. Gå helt op i den. De andre kaldte ham for Filippides den indadvendte. Det var både med rette og med urette. Løbet førte i hvert fald fremad. Ud i verden. Tankerne nok indad, ind i hans egen verden. Kun i spændingen mellem det udadrettede og det indadrettede, mellem omverdenen og forestillingsverdenen, forstod han sig selv.

 

Midtvejs

 

Det var nu sidst på eftermiddagen. Solen var på nedturen. Den værste varme var væk. Det var ideelt løbevejr.

                      Vejen var bedre heroppe midtvejs end den knudrede sti mellem klippeblokke og træer under opstigningen. Det gik lige ud eller nu og da jævnt nedad. Løbet fungerede foreløbig, som det skulle. Der var tid til at tænke tilbage. At samle den sidste tids mange dramatiske indtryk.

 

 

 

GRÆKERNE OG DERES FJENDER

 

 

Persisk landgang

 

Det hele begyndte med, at perserne var gået i land med en stor hær på Attikas østkyst. Det var en måneds tid siden.

                      Røgsignaler fra Pentelikon-bjerget havde meldt den fjendtlige landsætning. Hele Attika blev øjeblikkelig bragt i alarmtilstand. Angrebet var ventet. Nu vidste athenerne besked om stedet.

                      Løbere kom dagen efter til Athen med nærmere oplysninger. Perserne var gået i land på den brede slette ved Marathonbugten. Omkring 600 skibe var landet på kysten syd for halvøen, der ligner en hundehale og kaldes Cynosura. Cirka 15.000 persiske soldater havde slået lejr. De medbragte de frygtede rytterdelinger. Sletten ville være velegnet til rytterangreb.

                      Men ville perserne blive på østkysten af Attika? Ville de ikke gå til angreb hen over hele halvøen og indeslutte Ahen fra land- og søsiden?

 

Milets ødelæggelse

 

I Athen havde spejdernes meldinger vakt stor ængstelse. Athenerne havde ikke glemt, hvad der var sket for fire år siden med den græske by Milet på Lilleasiens vestkyst.

                      Milet og de andre græske byer derovre havde længe været under perserkongernes overherredømme. Men for en halv snes år siden begyndte et oprør. Grækerne var utilfredse med de store skatter, som perserne opkrævede. Det ødelagde handlen og gavnede grækernes værste handelskonkurrenter i Middelhavet, fønikerne.                       Byerne på Lilleasiens vestkyst hørte med til den græske verden lige så vel som dem i det egentlige Grækenland på den anden side af Ægæerhavet. Derfor fik Milet støtte af en athensk flåde på tyve skibe. Alligevel blev opstanden slået ned. Milet blev jævnet med jorden. De fleste af mændene blev dræbt af perserne. Resten af befolkningen måtte vandre i fangenskab til Babylonien.

                      Begivenheden gjorde et uudsletteligt indtryk i Athen. Alle ventede før eller senere et persisk angreb som hævn for, at byen havde hjulpet Milet.

 

Storkongens planer

 

Nu var tidspunktet kommet. Den persiske storkonge Dareios, proklamerede hævntogt mod Athen. De persiske storkonger havde i løbet af et par generationer underlagt sig størstedelen af den da kendte verden: Babylon, Egypten, Palæstina, Lyderriget og de græske byer på Lilleasiens vestkyst. Kun erobringen af Grækenland manglede, før det persiske verdensrige var en kendsgerning. De rige, græske byer var blevet en stor fristelse for despoterne mod øst.

 

Gode tider i Grækenland

 

I samme tidsrum, som perserriget således udvidede sig mod vest og blev en trussel for grækerne, foregik der en udvikling som aldrig før i de græske bystater. Græske købmænd grundlagde kolonier i hele Middelhavsområdet. Alle grækere oplevede, hvorledes handlen blomstrede. Håndværkere, fabrikanter, bygmestre, købmænd, søfolk tjente gode penge. Levestandard og befolkningstal steg. Den gamle, jordejende adels indflydelse blev trængt tilbage. Handelsopsvinget gav den nyopfundne mønt større betydning end jord. En heldig gennemført handelsfærd til kolonierne kunne med et slag gøre en købmand og hans besætning rige. Den nye borgerstands betydning øgedes. Byernes mandlige indbyggere fik mere og mere andel i styret. Udelukket herfra var kvinder og slaver.

                      Følgen af denne udvikling blev love, der yderligere fremmede den demokratiske styreform og handlens interesser.

Livet i handelsbyerne blev anderledes end før. Filippides kunne år for år mærke forandringerne. De årlige fester for Pallas Athene og de andre guder blev flottere og flottere. Flere nye templer blev bygget. De gamle af træ blev erstattet af marmorbygninger. Teatre blev indrettet. Teateropførelser fandt oftere sted. På Athens torv neden for Akropolis foregik der altid noget nu. Ikke blot handel. Ustandselig var der møder. På folkeforsamling eller i folkedomstol. Mange mennesker deltog. Også ude fra Attikas andre byer begyndte folk at komme til møderne.

                      Nye søjlegange omkring torvet blev opført. Her kom folk for at diskutere og for at høre på filosofferne. Det kunne man lære af. Og det var nyttigt, når man skulle udtale sig på de offentlige møder.

                      Filippides syntes, at Athen var blevet en helt anden by, end da han var dreng for en snes år siden. Sådan var det i de fleste af de byer, han havde besøgt.

 

Kolonigrundlæggelse og guder

 

Hvad skyldtes denne rivende og omvæltende udvikling i den græske verden egentlig? Hvis Filippides skulle give et enkelt svar, måtte det være noget med grundlæggelsen af kolonierne i de oversøiske områder. Det skabte omsætning. Athenerne fik varer, som de aldrig havde set før. Eller som kun den rige adel havde haft råd til. Samtidigt aftog kolonierne varer fra de græske moderbyer. Det skabte øget produktion og beskæftigelse derhjemme. I det keramikværksted, hvor Filippides dekorerede olielamper, eksporterede de år for år mere og mere. For et par år siden var de begyndt at sende lamper til Afrika.

                      Men hvorfor var så kolonigrundlæggelserne og alt det kommet i gang? Filippides kom ikke uden om Pallas Athene, byens gode skytsgudinde. Gudinde for klogskab og strategi. En god gud at stå sig godt sammen med alle de andre guder på Olympen. Navnlig guden Apollon. Af hans præsteskab ved oraklet i Delphi havde athenerne fået mange, nyttige oplysninger, ikke mindst i forbindelse med grundlæggelse af kolonier.

 

Hos oraklet i Delphi

 

Filippides havde selv løbet som budbringer til Delphi. Dengang bystyret skulle have råd, om Athen skulle sende skibe til hjælp for Milet imod perserne.

                      Filippides fik lejlighed til at se det store nyopførte tempel for Apollon. Han lagde også mærke til mange nye skatkamre. Finest udstyrede var skatkamrene for de store havnebyer og handelsøer, Syrakus, Ægina, Rhodos. Formuen var det praktisk at have i Delphi. Præsterne skulle have betaling for deres råd og oplysninger. Pengene havde man så på stedet.

                      Delphi var desuden et sikkert opbevaringssted. Det var beskyttet af guden Apollon, og hele området var fredhelligt. Delphis neutralitet respekterede alle græske bystater. Krigene gik altid uden om det hellige sted.

                      Filippides var stolt over at se, at Athens nye skatkammer kunne måle sig med de store handelsbyers. Hans by var ved at komme godt med. Mens han nu var i Delphi, var han lige oppe at gense stadion. Her havde han engang vundet en løbekonkurrence. Det var siden da, at bystyret nu og da benyttede ham som budbringer. Desuden havde sejren givet ham ret til gratis bespisninger på rådhuset i Athen. Gensynet med Delphi med alle de mange nybygninger og navnlig skatkamrene var for Filippides et synligt tegn på den rivende udvikling, som den græske verden var kommet ind i. Ikke så underligt, at det kunne friste den persiske supermagt i øst. Det var, som om der ikke var plads til både grækere og persere i middelhavsområdet. Et opgør var uundgåeligt mellem øst og vest. Milets ødelæggelse var kun en optakt til større begivenheder. Filippides var virkelig kommet til at leve i en spændende tid.

 

En spændende tid

 

Af og til syntes Filippides nok, at det var lidt for spændende. Den stadige trussel fra barbarerne i øst prægede mere og mere livet i den græske verden. På torvet i Athen talte man ikke om andet, når forholdet til de østlige naboer kom ind i kriser. Det skete med kortere og kortere mellemrum. Som under Milets og de østgræske byers opstand.

                      Meningerne i Athen blev delte. De politiske diskussioner blev skarpere og skarpere. De gensidige beskyldninger grovere: For perservenlighed, for krigsliderlighed. De første ville søge udsoning med perserne. Forhandle sig til at kunne leve i fred. Tilhængerne af forhandlingsvejen var især demokraterne. De konservative ville opruste. De havde måske mere gods at kæmpe for. De ville gøre Athen så stærk som mulig – i forbund med de græske bystater. De, der ville leve i fred, skal altid være beredt på krig, sagde de konservative.

 

Den persiske fare

 

Hele sommeren havde athenerne ventet et angreb fra perserne. For storkongen havde prøvet ad diplomatisk vej at nå sit mål: de græske bystaters underkastelse under hans vilje. Det var et forsøg værd at tvinge dem uden kamp. Dareios havde derfor sendt udsendinge til mange græske bystater og forlangt vand og jord som tegn på underkastelse.

                      De nordlige stater Trakien og Makedonien var en snes år tidligere blevet undertvunget under et felttog, hvor perserkongen havde skudt rigets grænser ind i Europa. Thessalien og Bøotien var de første stater, udsendingene kom til. Begge steder fik de vand og jord. Bøoterne stillede endog nogle soldater til persernes rådighed.

                      Athenerne blev ængstelige og vrede. Nok havde de ofte ligget i strid med bøoterne. Men ligefrem at gå over på barbarernes side var utilgiveligt. At thessalierne havde gjort det, kunne undskyldes. De var under tvang . De boede lige op ad perserrigets nye, fremskudte grænse.

                      De nordlige staters underkastelse skabte sammenhold og forsvarsvilje blandt de andre stater. En livlig, diplomatisk aktivitet tog fart. Ambassadører fra to af de stærkeste stater, Sparta og Athen, forhandlede. De var enige om at afvise perserkongens krav. De var ensbetydende med den græske friheds endeligt.

                      I Athen blev de persiske udsendinge kastet i en kløft, hvor forbrydere blev henrettet. I Sparta gik det ikke anderledes. Her fik de besked om, at de selv kunne hente jord og vand. Hvorefter de blev kastet i en dyb brønd. De var det samme som en krigserklæring. Der var ingen tilbagetogsmulighed nu. Ingen vej til forhandling. Det ville sikkert heller ikke have nyttet noget. Det blev klart, da de hørte om den behandling, perserne havde givet byen Eretria på øen Eubøa.

                      Eretria havde sammen med Athen for fire år siden støttet Milets oprør. Dareios’ proklamation om hævn var derfor også rettet mod eretrianerne.

 

Dareios’ hævntogt

 

Det første krigsmål for perserkongens 600 skibe var derfor Eretria. Eretrianerne besluttede at kæmpe, befæstede bymurene og sendte bud til Athen om hjælp. Athenerne var villige. Men i den truende situation med 600 persiske krigsskibe i Ægæerhavet turde athenerne ikke sende hæren over havet fra Attika. Den kunne risikere at blive spærret inde på øen Eubøa.

                      Eretrianerne kæmpede tappert for deres by. Men efter seks dage blev den indtaget. Mændene blev hugget ned. De mest velskabte drenge blev kastrerede og gjort til eunukker i stedet for mænd og de smukkeste piger blev sendt til kongens hof.

 

Athen i alarm

 

Få dage efter katastrofen for Eretria steg røgsignalerne op fra Penthelikosbjerget på Attikas midte. Perserhæren var gået i land på Marathonsletten. Ventetiden var forbi. Sommerens usikkerhed var slut. Nu vidste athenerne, hvad der ventede. Det skabte sammenhold. Striden mellem demokrater og konservative stilnede af.

                      Meldingerne fra det østlige Attika skabte røre i Athen. Byen var i alarmtilstand. På byens torv var der dagen igennem flere diskuterende grupper end sædvanligt. Alle skulle høre nyt. Der var stadig færdsel frem og tilbage mellem embedsmændenes kontorer. Særlig strategerne havde travlt. Ude fra Attikas landsbyer var mange mennesker flygtet ind under Athens beskyttende mure. Det gav indkvarteringsproblemer.

                      Alle frie mænd, der havde råd til at udruste sig, blev indkaldt til tjeneste i hæren. Slaver og indbyggere uden borgerrettigheder blev udskrevet til befæstningsarbejder og til at gå hoplitterne til hånde (grækerne kaldte en soldat for en hoplit efter ordet ”hopla”, der betyder våben). Slaver stod i denne situation last og brast med deres herrer og med hele byen. Faren slog bro hen over skel og modsætninger.

Folkeforsamlingen blev indkaldt. Her redegjorde polemarken for situationen. Han var den øverste leder af militæret. Efter polemarkens redegørelse talte de enkelte politiske ledere. Ængstelsen var stor. Nogle af demokraterne mente, at Athen ikke havde en chance overfor den persiske krigsmaskine. Den havde hidtil tromlet alt ned på sin vej. Athen skulle forsøge at optage forhandlingerne med perserne – trods Eretrias afskrækkende eksempel.

 

Miltiades’ tale

 

Miltiades modsatte sig kraftigt dette synspunkt. ”Hellere dø end komme i barbarernes vold”, råbte han ud over folkeforsamlingen. Og Miltiades fortsatte: ”Det er jo ikke bare dit eget liv, du kæmper for. Det er hele byen. Alt det, vi har bygget op. Hele den livsform, vi holder af: Vore guder. Vore store byfester til ære for dem. Teateropførelserne, der anskueliggør vore livsværdier. Vore sangere, der ved panathenæerfesterne fremfører Homers digte om den trojanske krig. Her kan vi lære, hvilke idealer der er værd at gå i krig for. Vore idrætslege, hvor vi kan måle os i fredelig kappestrid med andre græske byer. Skolerne og filosofferne, der lærer os at tænke og at handle rigtigt. Folkeforsamlingen her, hvor alle kan stå frem og tale frit – uden at behøve at frygte en despots vilkårlige straf. Vore love, der sikrer, at enhver borger kan leve frit og trygt i sin by. Vor skønne by, Athen, Pallas Athenes by. Skal vi uden videre prisgive Akropolis med dens templer og stærke borg! Torvene og pladserne med deres bygninger og svalende søjlegange! Rammen om hele vort byfællesskab! Athenere! Forestil jer, hvad der vil blive af alt det. Alt det, I trives ved. Det, I holder af. Hvad vil der ikke ske, hvis barbarerne kom indenfor murene? Ikke blot ville hele denne kultur blive trampet under fode. I selv ville blive dræbt eller deporteret i endeløse marchkolonner og på barbarernes skibe mod øst til deres slavelejre. Jeres koner og døtre vil blive voldtaget og gjort til slavinder. Athenere! Vil I lade det ske uden kamp! Tænk på Eretria! Vi må kæmpe for vor by, vort fællesskab, vor frihed, vor fremtid. Athen skal sejre og blive et eksempel for en fri verden, en ny verden i vesten. Athen er Europas forpost mod Asiens despoti. Athenere. Betænk kampens betydning. Og I vil sejre.”

                      Miltiades var færdig. Folket var revet med. Forsoningstilhængernes argumenter var ikke slået igennem. Det var tydeligt. Stemningen var for at kæmpe. Filippides stod midt i forsamlingen. Han var grebet. Af Miltiades’ ord. Af stolthed over sin by. Af vilje til at slås for den. Han mærkede det samme omkring sig. Det gav mod.

                      Folkeforsamlingen vedtog strategernes lovforslag. Athen skulle forsvare sig med alle midler. Det blev overladt til strategforsamlingen at organisere de nærmere detaljer i kampen.

 

Krig er altings fader

 

I strategforsamlingen blev der straks uenighed om to muligheder. Men det var ikke usædvanligt i et samfund, hvor alle meninger kunne komme frit frem. Tværtimod hørte meningsbrydningen med til demokratiets måde at finde frem til den rette løsning på et problem.

                      En af tidens mest originale filosoffer, Heraklit, sagde ligefrem: ”Krig er altings fader”.

                      Krig hedder på græsk ”polemós”. Det er ikke bare krig på slagmarken, men det samme som polemik. Gennem polemik eller diskussion kan man godt finde frem til et bedre resultat, end hvis der ikke havde været nogen uenighed, nogen krig.

                      Heraklit kunne på denne måde have ret i, at uenighed er udgangspunkt eller ophavsmand til al udvikling. Når Heraklit skulle forklare sin sære sætning, som jo nok kunne virke meget selvmodsigende, plejede han at bruge et anskuelsesbillede. Filippides havde selv engang hørt og set, hvordan han tegnede et billede i sandet. Det forestillede en flitsbue.

                      ”Mellem buens to arme er der krig”, sagde han. ”De strides hver sin vej. De er modsætninger. Men spændingen mellem dem kan man unytte. Nu spænder jeg en streng ud mellem buens arme. Når jeg sætte en pil på og spænder strengen, opstår der spænding. Den kan sende pilen af sted. Af modsætningen mellem armene opstår der kraft. Uden krig, ingen kraft.

                      Ikke bare kraft, men også harmoni er skabt af modsætninger.” Og Heraklit tegnede en lyre i sandet. ”Mellem lyrens arme er der polemós. Men den kan frugtbargøres. Mellem armene spænder du strenge. Anslår du dem, opstår der vellyd. Men harmonien var ikke fremkommet uden spændingen, modsætningen mellem de to arme.

                      Kraft og harmoni opstår af spænding. Al udvikling skyldes modsætninger. Vær ikke bange for modsætningen, uenigheden, som udfordring. Overfør det på jeres privatliv, på samfundslivet, på forholdet mellem stater, og I vil få indblik i drivkræfterne i historiens gang, i livets forløb. I vil så ikke blive bange for min sætning. I vil indse, at krig er altings fader.”

                      Heraklit havde gjort et stort indtryk på Filippides. Han havde aldrig kunnet frigøre sig fra hans ord. De passede på mange ting. Forklarede dem. Det skadede altså ikke, at strategerne skændtes. Blot de blev enige.

 

Strategforsamlingen

 

Uenigheden gik på, om Athen først og fremmest skulle forberede sig på landkrig eller søkrig. Om hæren eller flåden skulle udrustes.

                      Themistokles mente, at flåden havde større chancer over for perserne. Deres landhær var uovervindelig. Deres bueskytter og rytteri var en frygtelig kombination på en slagmark. De havde aldrig lidt nederlag, siden perserne begyndte deres erobringstogt for et par menneskealdre siden. Til søs derimod havde de aldrig udmærket sig.              Grækernes element var havet. Det kendte de til. Blev perserflåden ødelagt, ville perserhæren være afskåret fra forsyninger og hjælp. Den ville være fanget. Et let bytte for hoplitterne. Men først, når flåden havde udført sin opgave.

                      Themistokles tilhørte det folkelige parti, demokraterne. Han havde sine tilhængere blandt søfolk, håndværkere og købmænd. Deres politik havde altid været at styrke flåden. Miltiades kunne let gennemhulle Themistokles’ sømilitære planer. Han behøvede blot at henvise til de 600 persiske skibe, som budbringerne havde meldt om. Det gav anledning til diskussion om pålideligheden i budbringernes oplæsninger om antallet af fjendtlige skibe. Themistokles tvivlede på, at de var rigtige. Han mente, at de måtte være meget overdrevet, hvilket var uheldigt med henblik på strategernes planlægning.

                      ”Selv om de var overdrevne, var den athenske flåde alligevel kun en tiendedel af den persiske”, indvendte Miltiades. Han måtte dog indrømme, at Themistokles havde gjort et godt arbejde for at udbygge flåden.

                      Themistokles kunne ikke få megen medhold blandt strategerne. De besluttede at forsvaret af byen først og fremmest skulle hvile på hæren, ikke på flåden.

                      Det næste spørgsmål blev, hvor opgøret med perserne skulle stå. Skulle hoplitterne blive bag murene og forsvare byen derfra. Eller skulle hæren rykke ud og møde fjenderne, hvor de var gået i land?

 

Angreb eller forsvar?

 

Blandt de ti strateger var meningerne delte. Nogle gik ind for et defensivt forsvar. De persiske langbueskytter var det vanskeligt at komme ind på livet af. Det gav bedre muligheder, hvis hæren holdt sig afventende bag murene. Andre argumenterede for en offensiv krigsførelse. Hæren skulle ligefrem opsøge fjenden. Angreb var det bedste forsvar. Mente de.

                      Ved afstemningen stod stemmerne lige. Fem og fem. Derfor blev polemarkens stemme udslagsgivende. Dette år var polemarken den gamle Kallimachos. Kallimachos overvejede nøje spørgsmålet. Et for et gennemgik han alle argumenterne for og imod. To grunde til et offensivt og hurtigt felttog tillagde han stor betydning. De var begge fremført af Miltiades.

                      En grund var hensynet til Attikas befolkning. Marathon og egnene derude østpå hørte lige så vel med til bystaten Athen som byen Athen selv. Athenerne havde pligt til at forsvare alle dele af deres landområde. Dels af hensyn til byens troværdighed som en af den græske verdens stærkeste stater. Dels af hensyn til landbefolkningen derude.

                      Persernes tilstedeværelse og rytterkorpsenes jagt efter forråd truede folk væk fra gårde og landsbyer i de østlige fyler. Oliven- og vinhøsten, der netop forestod, led stor skade. Dette skadede tillige Athens egen eksport.

                      Hvor længe denne usikkerhed ville stå på, var umuligt at sige. Medmindre athenerne tog sagen i deres egen hånd og handlede.

                      Militades havde anført en anden grund til at handle hurtigt og aktivt. De var de politiske forhold i Athen. Hvis der gik for lang tid inden en afgørelse, kunne partistridighederne blusse op igen. Den enighed og kampånd, som Miltiades’ tale på folkeforsamlingen havde fremkaldt, kunne lammes. Der skulle handles, mens viljen var der.

                      Kallimachos repeterede Miltiades’ ord: ”Der er to ting, der afgør en kamp. Det er viljen og våbnene. Perserne har nok våbenstyrken, men vi har viljen. Til at forsvare os og til at vinde. Så længe viljen varer ved. Vi ved imidlertid også, at nogle demokrater kaldes perservenlige. Disse stemninger skulle nødig få overtaget i befolkningen.”

                      Faren herfor var så meget desto større, fordi den fordrevne athener Hippias var med perserhæren som rådgiver. Som forræder. Han ventede blot på lejlighed til igen at få magten i Athen. Den havde han misbrugt, hvorefter han blev drevet i landflygtighed. Hos perserne blev han vel modtaget.

                      Hippias havde spioner alle vegne i de græske bystater. Ikke mindst i Athen, hvor han stadig havde tilhængere. Hvad de kunne finde på, var ikke godt at vide. Denne usikkerhed krævede snarlig handling.

                      Som argument for en offensiv strategi henviste Kallimachos ligesom Miltiades til guderne. Ikke mindst til Pallas Athene. Denne gudinde var som regel for aktive og dristige militærmanøvrer. At opsøge fjenderne på selve landgangsstedet ville sandsynligvis have gudernes bevågenhed. Og det ville styrke moralen i befolkningen. I stedet for at krybe sammen bag bymurene.

                      Strategerne besluttede at forberede hæren på en march mod Marathon.

 

SPARTA OG STRATEGI

 

Bud til Sparta

 

Sommeren igennem havde Athens ambassadør og udsendinge forhandlet med Sparta om et forsvarsforbund. Mange spørgsmål var dog ikke blevet afklaret. Nu var tiden inde.

                      Strategerne måtte have besked. Ville spartanerne komme Athen til hjælp? Hvornår kunne deres svar være klar?

                      Strategerne besluttede at sende et ilbud til Sparta med opfordring til at sende en hjælpehær. Filippides blev sent på aftenen kaldt ind til strategforsamlingen. Han blev sat ind i sagen. Hvor hurtigt kunne han være i Sparta?

                      Der var godt og vel 1000 stadier mellem Athen og Sparta (en olympisk stadie var 192 meter). I betragtning af Peloponnes’ vildsomme bjerge måtte han regne med anden dagen efter starten fra Athen. Hvis guderne var med ham, kunne han måske være fremme dagen efter. Filippides fik ordre om at være tilbage så hurtigt som muligt med spartanernes svar.

 

Afsked med Athen

 

Filippides var altid lidt beklemt om hjertet, inden han skulle af sted på en langtur. Det var spændende. Hvad ventede derude? Ville der ske uforudsete ting undervejs. Men samtidig med forventningen følte han savnet. Tomheden ved at forlade byen gjorde gensynsglæden dobbelt stor.

                      Filippides elskede Athen. Dens skønhed. Stemningen i byen. Menneskene dér. Det mærkede han, når han var borte. Ubevidst længtes han tilbage.

                      Tidligt næste morgen var Filippides på vej ud ad Dobbeltporten. Vejen førte videre mod nordvest. Til Eleusis. Gennem forstaden Kerameikos, hvor pottemagernes værksteder lå, og hvor Filippides selv som ung havde lært at dekorere keramikken. Herude udenfor bymuren lå også Athens gravplads. Han skimtede de store gravurner rage op over muren. Vejen med de høje pinjer lå foran ham. Morgendisen lå over Salamisbugten og hyldede øen i et blødt, blålig lys.

                      Filippides var på vej. Blev ét med vejen. Hans tanker begyndte at kredse om den by, han løb imod. Han havde aldrig været i Sparta før, men han havde hørt meget om spartanerne. Der gik mange frasagn om dem. De færreste kendte meget til dem. Spartanerne holdt sig mest for sig selv. De havde ry for stort mod. For et stolt, indelukket væsen.

                      Filippides var spændt på at nå frem. Han løb til. Hvilket svar ville de give? Mon de ville komme athenerne til hjælp?

                      Deres by skulle der ikke være noget særligt ved. Ingen store templer, teatre, statuer og flotte torve med skyggefulde søjlegange som i Athen.

                      Om eftermiddagen løb han over den smalle landtange ved Korinth og var nu på Peloponnes, halvøen hvor Sparta dominerede. Her var mere øde end i Attika. Ikke så mange huse og veldyrkede marker. Især da han nåede ned omkring de gamle borge Mykene og Tiryns. Deres ruiner tegnede sig dystert mod aftenhimlen.

 

I Sparta

 

Næste aften nåede langdistanceløberen til Sparta. Han havde knap nok lagt mærke til, at han var kommet til en af Grækenlands største bystater. Der var ingen bymure. Men ved det sidste bjergpas inden byen, var han blevet standset ad spartanske vagter. Uden i øvrigt at mæle et ord fulgte én med ind i byen.

                      Husene var små, af ler og træ. Der var næsten ingen templer og store bygninger. Gaderne var tomme. Nu og da gjorde Filippides’ ledsager tegn til vagtposter på toppen af hjørnehuse. En enlig skikkelse forsvandt i en døråbning.

                      Næste morgen afleverede herolden Filippides strategernes forespørgsel. Dens nøjagtige ordlyd var:

                      ”Spartanere! Athenerne beder jer om at komme til hjælp og ikke se roligt på, at den sidste by i Hellas styrtes i trældom af barbarerne. Eretria er allerede undertvunget, og Hellas er blevet fattigere ved tabet af denne vigtige by”.

                      De spartanske hærledere stillede ham nogle få spørgsmål. Han svarede. De rådslog. Herolden ventede ikke længe på svar.

                      Sparta ville komme Athen til hjælp med 2000 hoplitter. Men det var umuligt at komme omgående. Spartanerne fejrede nemlig i de dage en religiøs fest. Den varede til fuldmåne.

                      Med denne besked begav Filippides sig straks af sted mod Athen. Det var ikke meget han havde set af Sparta. Men nok til at få indtryk af et helt andet samfund end det athenske. Det var trykkende. Det sidste indtryk var lydene fra en kaserne i udkanten af byen. Der lød trampen, korte, smældende kommandoråb og militærsange. Filippides genkendte en af den gamle digter Tyrtæos’ marchsange, som var meget brugt i Sparta:

                      Fremad, frem i Spartas sønner

                      Til kampen I hårdføre helte!

                      Med venstre hold skjoldet for brystet,

                      Med højre sving kraftigt spydet!

                      Ej skal jeres liv I skåne,

Det var aldrig skik i Sparta!

Med disse ord og rytmer i hovedet forlod han byen.

 

Mødet med Pan

 

De mange dystre indtryk og det nedslående svar fra spartanerne påvirkede den athenske udsending. Løbet gik heller ikke så let nu. Opad. Mørke klipper og skov omkring ham.

                      En spartanersoldat havde fulgt efter ham ud til den første bjerglandsby. Som en tavs skygge. Nu var han alene. Men med ét syntes han at høre noget bag sig. En stemme. Skridt. En stemme, der råbte hans navn. Filippides var sikker på, at det var skovguden Pan, der fulgte ham. Pan råbte noget efter am. Han satte farten op.

                      Hans tanker kredsede på sidste del af turen, om mødet med Pan. Det stod mere og mere klart for ham, hvad Pan havde råbt. Pan havde befalet Filippides at spørge athenerne, hvorfor de ikke ærede ham så meget som andre guder. Pan sørgede ellers godt for deres sendebude på vej gennem skovene.

                      Da Filippides senere fortalte om sine oplevelser i de peloponnesiske skove, besluttede athenerne at opføre en helligdom for Pan ved foden af Akropolis.

 

Videre til Marathon

 

I Athen ventede rådet spændt på svar fra Sparta. De fik det. Det forekom dem i sin knaphed at være ægte lakonisk: Efter fuldmåne.

                      Et andet ilbud blev sendt af sted til strategerne. De var sammen med hæren draget af sted til Marathon for at gøre klar til at møde fjenden.

                      Spartanernes svar vakte bekymring. Athen kunne komme til at kæmpe alene. Polemarken besluttede at øge hæren.. De, der ikke havde råd til at udruste sig som hoplit, skulle deltage som letbevæbnede hjælpetropper. Også slaver skulle sendes af sted.

                      Sammen med denne bagtrop drog Filippides mod Marathon. Slaverne bar våben og forsyninger. Det sparede soldaternes kræfter til selve slaget.

 

Ankomst til Marathonsletten

 

Da de kom til østsiden af Attika, hvor bjergene flader ud mod kysten, mødte der dem et overvældende syn. Hele kystsletten vrimlede med soldater. Længst ude mod nord, så de den store perserhær. Telte, lejrbål, skibe skimtedes så langt øjet rakte. Et uhyggeligt syn for græske øjne.

                      Tæt nedenfor bjergskråningen op ad skrænterne havde den græske hær lejret sig. Den så ikke ud af ret meget. De ti fylers kvarterer var tydeligt adskilte. Da Filippides kom nærmere, så han, hvordan grækerlejren var beskyttet af nedrammede pæle og fældede træer. De var langt ude på fløjene af lejren. Kronerne var rettet udad for at opfange persiske rytterangreb.

 

Med eller uden Sparta?

 

Filippides begav sig til strategernes telt for at fortælle enkeltheder om sin sendefærd til Sparta. Strategerne var tilfredse med at høre, at Sparta ikke var uvillig til at hjælpe, men at udsættelsen alene skyldtes religiøse hensyn. Filippides bekræftede, at de ville komme med 2000 hoplitter.

                      Han overværede, at strategerne drøftede, hvor meget denne hjælp kunne betyde. Om den ville blive afgørende for udfaldet af slaget. Om de skulle vente på spartanernes ankomst eller belave sig på at kæmpe alene.

                      Det så ud til, at perserne ikke havde travlt med at komme i kamp. Tiden arbejdede for dem. Alt markarbejde på øst-Attika var gået i stå. Midt i høsttiden. Hippias’ forræderi lurede i baggrunden.

                      Athenerne var nødt til at tage initiativet. Men strategerne var igen uenige. De fem, som først ville blive i Athen og kæmpe bag murene, ville nu helst afvente spartanernes ankomst. Miltiades gik kraftigt imod. Han mente, at det ville svække soldaterne moral og deres tillid til ledelsen, hvis de skulle vente med at kæmpe, til der kom hjælp. Athenerne måtte tage sagen i egen hånd. Desuden var det først fuldmåne midt i måneden om fem-seks dage.

                      Miltiades skønnede, at hoplitfalankserne godt kunne slå perserhæren alene trods underlegenhed i antal.

                      Men det krævede snedighed. Og det krævede, at falankserne virkelig blev ledet under hele slaget. Det var ikke nok bare at kommandere dem frem. Falankserne skulle manøvrere aktivt, sagde Miltiades.

 

En strategs taktiske ideer

 

De andre strateger lyttede opmærksomt, men med en vis skepsis til Miltiades’ udredninger. De havde før hørt ham tale om sine nye taktiske ideer. Også de havde engang overværet, hvordan han havde ekserceret en falanks på denne måde.

                      De fleste anså ham for lidt for sig selv, for ikke at sige sær. Èn anerkendte dog hans store overblik over en slagmark, hans dygtighed som soldat, hans mod og ildhu.

                      Nogle mente, at hans ideer var direkte farlige for hæren. De kunne sætte soldaternes sikkerhed og statens eksistens over styr.

                      Strategen Miltiades’ ideer gik kort og godt ud på at gøre den sluttede hærenhed, falanksen, mere bevægelig. Hidtil havde den kun manøvreret på en måde. Fremad. Lige mod fjenden.

                      Enten havde den mejet al modstand foran sig ned. Eller den var selv gået i opløsning. Slagene blev afgjort på kort tid. Det var knald eller fald. At gå lige frem på den gamle måde, ville i denne situation være uhyre farligt, hævdede Miltiades. Led falankserne nederlag herude ved Marathon, var Athen fortabt. Værgeløst.

                      ”Vi må ikke bare sende vore hoplitter hovedkuls mod fjendens rækker”, forsatte Miltiades. ”Fjenden er bevæbnet på en måde, vi ikke er vant til fra vore kampe med andre bystater.

                      Perserbuen er et farligt våben. Dødbringende på op til to stadiers afstand. Vore falanksers lanseodder får svært ved at komme lige ind på livet af de persiske bueskytter. Vi så, hvor ilde det gik hoplitterne, vi sendte til hjælp i Jonien for fire år siden. Vi må tage ved lære. Tænke anderledes. Ændre taktik.

                      Det kan godt lade sig gøre. For buen er ikke et bedre våben end lansen, hvis de bliver anvendt på den rette måde.

                      Perserne bruger buen, fordi den er et fjernkampvåben. Så kan officererne bedre kontrollere de mange undertvungne folk, der ufrivilligt kæmper i deres hær. De kan ikke stikke af.

                      I virkeligheden er nærkampvåbene sværd og lanse langt farligere. De skal bare ind på livet af fjenden. Det kan de komme. Med den ny taktik.”

 

Strategi og taktik

 

 Hvad mente Militiades med det?

”Jo, strateger planlægger, som ordet siger, felttoget i store træk, hjemmefra. Det er strategi. Men at gribe ind og lede soldaterenhederne under selve slaget på slagmarken, det kalder jeg taktik. Det gør vi praktisk talt aldrig. Men det vil være nødvendigt over for bueskytterne derovre”. Han pegede mod perserlejren.

                      Hvordan skal vi gøre det?

                      Strategerne sad i en halvkreds foran teltet. Miltiades rejste sig. Med sin stav tegnede han tre-fire lange linjer i sandet. Det skulle forestille de persiske bueskytter angrebsrækker. Overfor tegnede han nogle korte streger. Det var de græske falankser.

                      ”Vi har ikke mandskab nok til at dække hele barbarhærens lange slaglinje. Hvis vi imidlertid gør falankserne længere, svækker vi dybden og slagkraften. Beholder vi derimod dybden, bliver fronten så kort, at perserne kan omringe os. Især kan deres rytteri gøre indhug på fløjene: Vi er i et dilemma.

Vi er nødt til at lade de ti fylefalankser arbejde uafhængigt. Men alligevel samarbejde. Ikke alle afdelinger behøver at gå frem. Nogle kan gå tilbage. Vige. Lokke fjenden. Nogle kan gå til siden. Nogle frem.

Går midterfalankserne tilbage lokker de fjenden frem. Pludselig kan fløjfalankserne støde ind fra siden og angribe fjenden i flanken – eller bagfra hvis de er hurtige nok.”

Et par ældre strateger anså det for uigennemførligt. Det var desuden for alvorligt at eksperimentere med statens skæbne.

De fleste lyttede dog mere og mere interesserede. Miltiades’ ord havde virket overbevisende.

Strategerne besluttede næste dag at lade hoplitterne øve sig efter Miltiades’ instrukser. Desuden var der enighed om, at den dygtige og handlekraftige Miltiades skulle have overkommandoen, selv om den efter sædvane gik på omgang mellem strategerne fra dag til dag.

 

 

FORBEREDELSER TIL KAMP

 

 

Næste morgen talte Miltiades til hæren. Han stod med ryggen til bjergskråningen, med ansigtet mod sletten. Falankserne stod opstillet under ham. Hoplitterns øjne var rettet mod ham. Yderst ude i slettens bølgende varmedis anede han perserhærens lejr.

                      Hærføreren fortalte med det samme, at spartanerne ikke kom foreløbig. Tidligst fire dage efter fuldmåne. Og månen havde i nat kun duvet halvfuld over Marathonsletten.

                      Filippides’ tanker gik til den vidunderlige sensommernat. Dens stilhed stod i sær kontrast til den uhyggelige stemning, der hvilede over denne soldaterslette. På hans nethinde tegnede halvmånens skarpe segl sig. I fantasien så han den hæve sig over sletten. Stor, rund og rød. Han kendte vejen til Sparta. Kendte Sparta vejen til Marathon?

                      Miltiades stemme lød ud over soldaterne: De måtte belave sig på at kæmpe alene. Uden spartanerne. Det ville være nødvendigt at slå til snart. Perserne pønsede på at angribe Athen. Med skibe og rytteri, mens hæren lå herude.

                      Der var dødsstille i den store soldaterskare. Miltiades missede med øjnene mod solen. Skubbede hjelmen med den store fjerdusk bedre til rette. Begyndte så at forklare, hvordan de enkelte falankser skulle føres frem.

                      Han udpegede kendemærker på sletten foran sig med sin stav. Han gav hver hærafdeling nogle korte instrukser. Hoplitterne vendte sig, når deres falankser blev nævnt. Deres øjne fulgte staven.

                      Angrebet skulle sandsynligvis starte i morgen. Når signalet blev givet, skulle alle falankser rykke frem i en lang, sluttet række. Men kun til de var et pileskuds længde fra perserlinjen. Her skulle de afvente den første pilesalve

                      På angrebsråbet, men ikke før, skulle fløjfalankserne løbe frem i stormløb. Med sænkede lanser skulle de fortsætte mod persernes flanker eller bagom dem i en omringende bevægelse. Det gjaldt om hurtigt at komme tæt ind på livet af fjenderne.

                      Midterfalankserne derimod skulle holde sig tilbage for at lokke perserne frem. De skulle først og fremmest tænke på at dække sig med skjolde.

                      Soldaterne hørte tavse efter. De enkelte afdelinger ville umiddelbart efter få nærmere besked af deres officerer. Derefter skulle der holdes øvelse.

                      Mønstringen sluttede med ofring til guderne og varselstagning. Varslerne var gunstige for angreb næste morgen. Miltiades ville endelig tage stilling til det ved daggry.

 

Hjælp på vej

 

Mens Miltiades talte, kom et ilbud. Han henvendte sig straks til strategerne og afleverede en besked. Hoplitterne blev holdt tilbage. Miltiades meddelte nu, at 1000 soldater fra Plataæ var på vej til hjælp. De kunne være fremme først på eftermiddagen. Et øredøvende jubelråb rejste sig. Hoplitterne slog på deres skjolde. En befriende stemning greb lejren. Strategerne gik straks til planlægningsmøde.

 

Soldaterne instrueres

 

Efter mønstringen havde officererne møde med deres hærafdelinger. De forklarede her slagplanen i enkeltheder.

                      Sammenholdet i falanksen skulder ved skulder var vigtigt. Men ikke noget nyt. Nyt var perserpilene. Den havde hoplitterne ikke været ude for før. De måtte ikke skabe panik i rækkerne. Ingen måtte holde sig tilbage – endsige stikke af.

                      Det store skjold fra næse til knæ var vigtigt. Det kunne med sine jernbeslag modstå de persiske pilespidser.

                      Filippides bemærkede, at en officer brugte udtryk fra spartanernes soldaterlov. Han indprentede sig: Kom hjem med skjoldet (som sejrherre) eller på skjoldet (død), men ikke uden skjoldet (slået på flugt). Stå fast og kæmp. Vind eller fald med ære.

                      Afgørende og nyt var også, at hoplitterne skulle rykke frem i stormløb. Det var her vigtig at lyde én vilje. Hærførerens. Han ville afgøre det rette tidspunkt.

                      Falankserne skulle først så tæt som muligt på perserne uden at rammes af pilene. Derefter skulle de løbe af al kraft for at komme i nærkamp, hvor hoplitterne havde fordel af over perserne.

                      Løb de for tidligt, ville løbestrækningen blive for lang. Under hele løbet ville linjen være skydeskive for perserne. Desuden ville et stormløb i den tunge rustning på over en stadie gøre dem alt for forpustede inden nærkampen med lanse og sværd.

                      Løb de for sent eller tøvede, ville pilene tynde ud i rækkerne. For mange dræbte ville demoralisere resten.

                      Værst ville det være, hvis nogle dele af falankserne stak af i løb, mens de andre ventede. Linjen ville gå i opløsning. Et let bytte for de persiske rytterafdelinger.

 

Kampøvelser

 

Efter officerernes instruktion gjorde hoplitterne sig klar til kampøvelserne. Slaver og hjælpere gik til hånde under iklædningen af rustningerne; snøresandaler, benskinner, brystpanser, sværd, lanse, langskjold. Øverst hjelmen med den store fjerdusk. Den gjorde hoplitterne frygtindgydende store.

                      Træningen i dag bestod kun af fire øvelser. Dem, de især fik brug for under slaget med perserne: Stormløb, forandring af falanksernes angrebsretning under hurtig fremrykning, beskydning med pile og endelig skift mellem dyb og kort falanks og en tynd og lang. Under den sidste øvelse skulle hoplitterne i de bagerste rækker træne i at løbe ud på fløjene og tilbage igen.

                      Stormløbet var vanskeligt. Efter to stadiers løb kunne skulder ved skulder-princippet ikke holdes. Trætheden kunne mærkes.

                      Hver dag lige siden hæren i begyndelsen af måneden ankom, havde hoplitterne øvet sig i at dække sig med skjoldet mod pileskud. I starten var det sket, at nogle var blevet ramt og dræbt. Nu var de fortrolige med det. Pilenes susen. Nedslaget på skjoldet. En sidste dirren. Udtrækket.

                      Filippides havde indtryk af, at alle hoplitter nu kun var indstillet på at komme i kamp. Usikkerheden inden var næsten værre end at skulle af sted mod fjenden. Flere forberedelser ville ikke betyde ret meget.

 

 

En gudfrygtig dramatiker

 

Med fornemmelse af, at slaget skulle stå næste dag, gik soldaterne til ro – bortset fra de mange vagter, der til stadighed var på deres poster omkring lejren og et godt stykke ud over sletten over mod de persiske bål.

                      Inden Filippides lagde sig for at sove, havde han en samtale med skuespilforfatteren Aischylos. De talte om det kommende slag. Om grækernes chancer for at vinde.

                      Aischylos var ikke meget for at diskutere taktik, våbnenes effektivitet og andre tekniske detaljer. Aischylos var mere optaget af, hvorfor grækerne og perserne overhovedet var kommet i krig med hinanden. Hvilken ret og rimelighed der var i det persiske angreb. Dette ville få indflydelse på udfaldet.

                      Aischylos mente, at perserne havde overvurderet situationen. Deres overmod ville blive straffet med nederlag. Det ville guderne sørge for. Der skulle være ligevægt i verden. Retfærdighed. Grækerne var blot gudernes redskab, når perserne skulle sættes på plads.

                      På den anden side var Aischylos overbevist om, at guderne også havde en mening med at udsætte grækerne for disse prøvelser. Mennesket lærer gennem lidelse. Udvikles derigennem. Lærer sig selv at kende. Sin styrke, Sin begrænsning.

                      Aischylos havde planer om at lade næste skuespil handle om krigen mellem grækere og persere. Om kampen mellem lansen og buen, som han sagde.

                      Han håbede dermed at kunne fa sagt noget, der ikke bare handlede om selve krigen. Men om mere dybtliggende vilkår for det at være menneske. Noget om at kunne omgås andre mennesker. Om at finde sin plads i forhold til dem. Og i forhold til guderne.

                      Hvad vil guderne med Mig? Det drejer det sig om, sagde Aischylos. Perserkrigen ville være en spændende dramatisk ramme omkring dette uomgængelige livsproblem.

                      Himlen var stjerneklar. Filippides lå på ryggen og stirrede lige op. Han så månen hæve sig op bag bjergene. Et fint sølvskær hyllede slettens sorte silhuetter ind. Filippides’ tanker gik til Aischylos’ ord, til Pan i skovene og til krigsguden Ares.

 

Tanker om Hades

 

Lejren var på benene før daggry. Filippides så solen hæve sig af havet. Han vidste, det ville blive en lang, lang dag. En nervøs forventning sad i sindet og i kroppen på ham. Som om morgenen før en langtur. Filippides så på sine våben, sin hjelm og sit skjold. Han frygtede ikke døden nu. Nu, hvor den var inde på livet af ham.

                      Han elskede livet. Månen over Marathon. Attika. Sin familie i Athen, byen. Peloponnes’ skove. Pan. Guderne. Filippides vidste, han skulle dø en dag. Det var livets lod. Det kunne blive i dag. I slag. Det kunne blive om mange år. Det bestemte skæbnen. Guderne. Det berørte ham ikke smerteligt. Tanken om måske at skulle af sted til dødsriget i dag, lammede ham ikke. Selv om hans liv i de nærmeste timer ville være Hades nærmere end nogensinde. Ansigt til ansigt med de persiske bueskytter.

                      Filippides’ tanker gik til de frygtede persersoldater. Havde de det som han? Hvorfor var de kommet hertil for at slå ihjel? Hvordan var de? Hvorfor skulle de dø? Filippides tænkte på, hvad han havde hørt om fjenderne. Deres våben. Deres sejrrige erobringstogter. Deres uovervindelige hær. Deres despotiske storkonge. Deres behandling af mileterne og af eretrianerne.

 

Hærførerens sidste tale

 

Filippides havde i mellemtiden fået udrustningen på. Falankserne blev kaldt til samling under skrænten. Mitiades meddelte straks, at han havde en vigtig oplysning. I nat var nogle jonere, der opholdt sig i persernes lejr, hemmeligt kommet over til de græske vagtposter og havde sagt: ”Rytteriet er væk!”

                      Denne chance skulle udnyttes. Hæren skulle straks i kamp. Det ville ikke medføre nogen ændring i planen om at omringe perserhæren. Men det ville betyde langt færre tab for grækerne.

                      Meddelelsen fik hoplitterne til at udstøde høje, begejstrede råb. En nervøs, kampivrig stemning bredte sig.

                      Miltiades holdt derefter en kort, indtrængende tale til soldaterne. Ikke meget om taktik. Mere om, hvorfor det var nødvendigt at kæmpe tappert. Om, hvad der stod på spil. Han indgød soldaterne mod. ”Tænk på dem derhjemme. Tænk på, hvad der vil ske, hvis vi herude svigter. Tænk på, hvad perserne gjorde ved eretrierne.

                      Vi vil kæmpe for det, vi har kært. Det giver vor indsats og vort liv mening. Der vil næppe komme et tidspunkt i vort liv, hvor det vil have større betydning. Kampen gælder noget større end os selv. Fællesskabet, Athen, den græske frihed. Uden jeres mod, ingen frihed. Uden frihed, ingen lykke. Lykke følger af frihed, og frihed af mod. Vær modige og tapre.

                      Vi har taget varsler. Varslerne var gunstige. Guderne vil holde hånden over Hellas. Gør gudernes vilje.”

                      Tiden var ikke inde til flere ord. Hoplitterns utålmodighed mærkedes. Der var ikke den samme lyttende opmærksomhed, som da Miltiades talte om det kommende slag i går.

                      Hans formaninger og opildnende ord var overflødige nu. En forms sag. Hver athener ville gøre sin pligt. Ikke på grund af feltherreord. Men på grund af deres opvækst og færden i fællesskabet. I bystaten var borgeren soldat og soldaten borger.

 

Soldatereden

 

Miltiades sluttede sin tale med at fremsige soldatereden. Sætning for sætning. Alle hoplitterne gentog efter ham. Den ed de havde aflagt, da de som attenårige var indtrådt i hæren. Sætningerne havde ved mange lejligheder lydt fra deres munde. De kunne den udenad.

Jeg vil aldrig vanære disse hellige våben.

Jeg vil aldrig svigte mine kampfæller.

Jeg vil altid kæmpe for at forsvare staten og dens helligdomme.

Jeg vil altid lyde loven og øvrigheden.

Jeg vil yde mit bedste i kampen.

Jeg tager guderne til vidne på mine ord.

 

Sætningerne lød højere og højere. Til sidst råbte hoplitterne. Ekkoet rullede med fra bjergskråningen og forsvandt ud over sletten. Mønstringen var slut. Feltmarskallen ofrede til guderne. Kampen forestod. Falankserne drog op fra lejren. Ud på Marathonsletten.

 

 

 

 

SLAGET VED MARATHON

 

 

Ud for at møde fjenden. Forrest kørte Miltiades i hestetrukken stridsvogn – beskyttet af flere skjoldholdere. Han var synlig for alle. Han havde overblik over hele fronten. Derefter fulgte falankserne. Foran den gik fløjtespillere og trompeterer. Straks fra starten lød deres opildnende militær-marcher.

                      I falanksernes forreste rækker var de kampøvede. De skulle angive farten og bruge skjoldene mod perserpilene. De unge førstegangskæmper var i midterrækkerne. I sidste række kom veteranerne. Ved taktfaste tilråb indgød de mod i dem foran og udfyldte deres pladser, når de faldt. De var falanksens moralske rygrad.

                      Da falankserne nærmede sig den brede slette uden for lejrområdet, trak fløjfalankserne ud til højre og venstre side. Disse falankser havde Miltiades forstærket, således at der var 16 hoplitter på række bag hinanden. Hver fløjfalanks var på 256 mand. De var inddelt i 16 enheder, hvilket gjorde det lettere at manøvrere dem under retningsskiftene. Midterfalanksen var kun på seks rækker. Til gengæld var der i hele midterfronten to gange 256 hoplit i hver række. På denne måde blev den samlede front længere, end hvis der også herinde skulle være 12 eller 16 rækker i dybden, således som hæren ofte før var opstillet.

                      Den kamplinje, der nu bevægede sig frem mod perserlejren, var på op mod syv stadier. Den var tynd på midten. Til gengæld var fløjene bedre beskyttede mod de frygtede persiske flankeangreb. Og de var parate til at vove en omringningsmanøvre.

                      Ude på fløjene fulgte de letbevæbnede hjælpesoldater med, folk der ikke havde råd til hoplitternes kostbare udrustning. De havde spyd, sværd, slynger med kastesten og blykugler. Nogle bar også buer.

                      Slaver og hjælpere bag frontlinjen slæbte ekstra forsyninger af lanser og andre våben. De skulle så vidt muligt bevare kontakten med deres herrer i falanksen. Endelig skulle de hjælpe de faldne hoplitter. Faldt en frontkæmper, rykkede hoplitten bagved automatisk frem. I hundredvis af lanseodder skulle stadig som en mur pege mod fjenden. Det krævede sammenhold, mod og moral i falanksen. Derfor kæmpede hoplitterne på slagmarken indenfor den af de ti fyler[1], som de boede i. Hver strateg anførte en fyle.

                      Filippides var i sidste række yderst på den stærke højre fløj. Fylen her var ledet af selve polemarken Kallimachos.

                      Samme morgen havde Miltiades’ adjudant meddelt Filippides, at der muligvis ville blive brug for ham til en særlig opgave. Adjudantens slave holdt sig nær Filippides’ plads.

 

Perserne kommer

 

Fra sin plads kunne Filippides følge falanksernes fremrykning. Den lange kamplinje var ikke kommet ret langt ud på sletten, før et par pile forude blev skudt lodret op i luften. Fra pileenderne flagerede røde bånd. Grækerne var observeret. De persiske forposter havde afsendt deres advarselssignaler.

                      Der gik ikke lang tid, før horisonten blev levende derude i morgenens modlys. Fra perserlejren myldrede krigernes mørke skikkelser frem mod slagmarken. Perserhærførerne, Datis og Artafernes, skulle ikke risikere at få kamplinjen for langt over mod de persiske skibe, deres livsline mod hjemlandet. De var på deres post.

                      I klynger dukkede perserne op. Deres fremrykning så urolig, uberegnelig, farlig ud. Lang som en ondt år, tænkte Filippides. Han gik yderst. Som den persiske vifte foldede sig ud over sletten, trykkede han sig uvilkårligt ind mod midten. Pile svirrede allerede i himlen. En summende lyd løb over sletten. Nåede skurrende græske øren. En støvsky lå lavt over linjen og gjorde luften tyk.

                      Nu istemte veteranerne i de bagerste linjer de høje kampråb. Trompeternes fanfarer gjaldede. Falanksernes fart øgedes.

 

To verdeners sammenstød

 

To fjendtlige hære var på vej mod hinanden. To systemer. Vidt forskellige.

                      Den ene uoverskuelig, snigende, stødvis. Med dødbringende fjernvåben. Drevet frem af en usynlig, tvingende hånd bag fronten. Af en fjern herskerviljes tvang endnu længere borte. Hinsides havet. Den anden og tæt, knyttet sammen i ordnede rækker. Støt styret af et indre sammenhold. Af respekt for loven. Hengivenhed for fællesskabet. Og anført af statens ledende mænd. Ledet af bevidstheden om, at et helt samfund, en hel kulturs eksistens stod på spil.

                      To verdener tørnede i dette øjeblik sammen. I et opgør, der ikke længere kunne undgås.

                      De persiske pile kom nærmere.

 

Miltiades, manden i midten

 

Pludselig gjorde Miltiades tegn. Falankserne standsede. Råb og trompeter tav. En sær stilhed holdt sit indtog.

                      Bag hjelmenes panser stirrede 10.000 øjenpar mod feltherren.Han stod på stridsvognen. Hestene var spændt fra. Her oppe fra kunne han overskue rækkerne. Skjoldholderne var foran ham.

                      De fleste kunne høre en dump lyd. En pil havde ramt et læderbetrukkent skjold. En uro bredte sig gennem geledderne. Hver en fiber spændt i hoplitternes krop. Over skjoldkanterne var alle øjne rettet fremad. For at skjoldet kunne opfange de dræbende pile.

                      Hoplitterne knugende lanserne. De var endnu rettet lige op i luften. Som under fremmarchen før. Hvor længe skulle de stå sådan? De forreste rækker blev utålmodige, nervøse.

                      Hvornår gav Miltiades tegnet.

                      Pilene svirrede tæt på hans skjoldborg. Klirrende lyde genlød fra slagene på bronzeskjolde. Perserne var vel tre stadier borte. Filippides kunne tydeligt se de enkelte. De rykkede stødvist fremad. Skød. Og hentede nye pile frem af koggeret.

                      Filippides tænkte på det, han havde hørt om perserpilene. De kunne formørke himlen, Det skulle nok passe. Som det allerede så ud nu.

                      20.000 mand nærmede sig. Hver kunne skyde en pil af så hurtigt, man kunne tælle til ti. Nu måtte Miltiades da give tegn til stormløbet. Det kunne ikke være svært at løbe det stykke og tromle de ubeskyttede persere ned. Ind under skjoldet. Ind under pileregnen. Fremad. Nu af sted.

                      Filippides mærkede utålmodigheden i geledderne. Miltiades kommanderede lanserne ned i angrebsstilling. Men signalet til angreb kom ikke.

                      Perserne var nu tæt på overalt. Pile susede hen over hjelmene. Filippides så, hjelmduskene svaje gennem rækkerne. Som aksenes bølgen i en attisk kornmark. Hæren åndede. Men kæmpede ikke.

                      Den ventede på tegn.

 

Ventetid

 

Pludselig lød et brøl og en rallen fra en hoplit tæt bag feltherreforhøjningen. Han segnede om. Mange bemærkede det.

                      Miltiades stod uanfægtet. Som en stenstøtte under hjelmdusken. Som en gammel egestub i storm.

                      Pilene susede i stimer. Bueskytterne var mindre end to stadier fra forreste linje De dumpe drøn lød uafladeligt mod skjoldene. Situationen var spændt. Uudholdelig.

                      Veteranerne fra bagerste række satte så i med kampråbene. En duvende bevægelse gik gennem rækkerne.

                      Stadig forblev Miltiades’ herskerstav strakt i stopstilling mod soldaterne. Hvor længe kunne han holde dem tilbage? Hvor længe kunne disciplinen holde? Holde frygten i ave?

                      Nu faldt flere fronthoplitter. Hidsige skrig mod Miltiades.

Afsted. Lad os komme af sted. Nu. Nu. Nu...

                      Miltiades’ øjne var stift rette mod perserhæren. Han dukkede sig. Kiggede tilbage. Hjelmdusken svajede.

                      Nu vendte han sig om mod hoplitterne. Lod blikket glide over hele frontlinjen. Så endnu en hoplit segne. Så, at mændene blev stående. Ophidsede.

                      De står deres prøve, tænkte han.

                      De vil sejre.

                      Et sidste øjeblik tøvede han.

                      Så gav han tegnet.

                      Med en voldsom bevægelse sendte han soldaterne i kamp.

 

Stormløbet

 

Råbene løftede sig vanvittigt. Skrigende mod Zeus’ himmel. Alt blev bevægelse. En indestængt kraft var udløst. En levende flodbølge buldrede over Marathonsletten.                      Den korte vej mod fjenden.

                      Stormløbet var i gang. Hoplitterne blev løftet af sted båret af en fælles vilje.

                      Det gjaldt om at komme igennem ingenmandslandet. Dette inferno af pile. Dette dødens tomrum, hvor nærkæmperne intet kunne udrette. Hvor mange måtte bukke under.

                      Rædselen og raseriet greb hoplitterne. Førsterækkerne var ved at stikke af fra de andre. Men sammenholdet holdt.

                      Kun da de var tæt på perserne mærkedes en slingren. Mange pladser var tomme. Men slagordnen stod distancen.

                      De lange lanser nåede ind på bueskytterne. De første blev mejet ned. Men så stoppede midterfronten. Der opstod nærkamp. Sværdene kom frem. Skjolde stødte sammen. Nye bueskytter dukkede op. Forstærkningerne. Midterfalankserne trak sig lidt tilbage. Ryddede op blandt fjenderne. Blodbadet var frygteligt.

 

Omringningen

 

Imens fortsatte fløjfalankserne. De dybe geledder gav angrebet stor stødkraft. Nogle bukkende under. Nye rykkede frem. Som en kæmpe fejekost gik fløjfalankserne over sletten.

                      Snart nåede de bag om perserhæren. Men nu mærkedes det lange stormløb i fuld udrustning. Tre-fire stadier var tilbagelagt i en omringende bue. Bevægelsen blev langsommere.

Selv hurtigløberen Filippides mærkede det. Godt, at Miltiades holdt os tilbage, til bueskytterne var kommet tæt nok, tænkte Filippides. Ny var også hans falanks indblandet i nærkamp. De letbevæbnede sværmede uden om med deres slynger og lette spyd.

          Perserne brugte nu økser og lette sværd. Men de kunne let opfanges med de store skjolde. Det gik hårdt ud over fjenderne også her. De var overrumplede af omringelsesmanøvren. Deres front var revet op

 

Digterne lyver

 

Men også grækerne faldt tæt omkring Filippides. Han så nogle af sine nærmeste venner og kampfæller bukke under og vride sig i smerte.

                      Det var hæsligt at opleve.

Digterne lyver!

                      Den tanke jog gennem Filippides’ bevidsthed. Han havde militærmarchen siddende i hovedet. Den soldatersang de havde sunget på vej ud til slagmarken. Ordene var af den gamle digter Tyrtæos.

 

                      Herligt at skue, når en mand i de forreste rækker

                      Segner i døden med et smil, kæmpende kækt for sit land

 

Det var ikke herligt, men hæsligt at se sine venner segne. Afmægtigt. Der var intet at gøre ved det. Det var skæbnen. Ingen vej tilbage. Hellere dræbe end blive dræbt.

                      Men digterne lyver!

Med denne krigssang havde Tyrtæos sikkert vundet første prisen i en soldatersangskonkurrence. Udskrevet af strategerne. Selv havde han aldrig været i slag. Vanskabt som han var.

Sangen fortsatte:

 

                      Fremad da, I ynglinge, frem, holder stand i de tætte geledder!

                      Ingen må tænke på flugt. Ingen må skåne sit liv!

                      Skønt er det at give sit liv for sit land i de forreste rækker.

                      Derfor pres læberne tæt – Yngling, storm frem og stå fast!

 

 

Persernes flugt

 

 

I klynger begyndte perserne at flygte tilbage mod skibene. Grækerne fulgte efter. Kun midterfalankserne blev tilbage i en kæmpende klynge.

                      Polemarken Kallimachos ledede forfølgelsen. Perserne blev drevet ud i sumpene nord for sletten. De havde hidtil været en beskyttelse for perserlejren. Nu blev de en fælde, hvor mange blev fældet af græske spyd og sværdhug.

                      Dette sammenstød af den persiske front ville aldrig være sket, hvis de havde haft deres frygtede rytteri til understøttelse. Dygtigt, at Miltiades straks havde udnyttet meddelelsen om hestenes fravær til ufortøvet angreb.

 

Kampen ved skibene

 

Da opløsningen i perserhæren begyndte, trak Datis og Artafernes tropperne sammen ved skibene. En lille skibsafdeling havde allerede forladt kysten.

                      Kallimachos vidste, hvad det kunne betyde. Han satte alt ind på at hindre afskibningen. Han samlede sine folk og angreb på kraft for at ødelægge så mange skibe som muligt. Der opstod en voldsom kamp på stranden.

                      Filippides så, hvorledes en sværm af persere angreb polemarken. Han kæmpede tappert omgivet af sine mænd, men blev fældet af en dræbende pil.

                      Kampen stilnede af. Mange skibe lagde ud fra kysten.

 

 

VEJEN TIL ATHEN

 

 

Tæt på Miltiades

 

Nu kom Miltiades’ adjudant til Filippides, som nu blev kaldt til feltherren. Midt på slagmarken stod Filippides et øjeblik efter ansigt til ansigt med Miltiades.

                      Persiske pile fløj omkring dem. De talte i ly af skjoldholdernes beskyttelse.

                      Filippides lagde mærke til Miltiades’ ro. Han så hans årvågne øjne under hjelmkanten. De stirrede ind i Filippides’. Samtidig var det, som om de så, alt hvad der skete omkring.

                      En sær ro i stærk kontrast til kamptumlen omgav dem i et kort øjeblik. Den tid, det tog hærføreren at forklare et vigtig budskab til hurtigløberen. Et budskab til Athen.

                      Miltiades talte indtrængende, stødvis.

                      ”Sig i Athen ...

                      Sig til dem derhjemme ...

                      Begiv dig så af sted.

                      Athen må du nå, før mørket falder på ...

                      Sig vi har sejret.”

 

Tilbage over slagmarken

 

To skjoldholdere fulgte Filippides tilbage over slagmarken.

                      Det var ikke nogen opløftende sejrsgang. Lig på lig lå rundt omkring. Sårede og døende jamrede sig. Hvor hærene først var stødt sammen lå perserne i dynger. Pile var spredt overalt.

                      Sårede blev hjulpet tilbage mod lejren..

                      Her var alt forvirring.

                      Indtrykkene overvældede Filippides.

                      Hans legeme var uskadt, men hans sjæl var ramt.

Han havde set venner og kampfæller og polemarken dø. På hjemvejen over krigsskuepladsen havde han sidste møde med en nær ven. I morges havde Filippides set hans hvide tænder blottet i et dejligt smil. Filippides holdt meget af ham. Nu lå han med blod og jod i sin mund og en perserpil i halsen.

                      Men de døde hoplitter havde ikke givet deres liv forgæves. Grækerne havde sejret. Persernes nederlag sikrede Grækenlands frihed. Banede vej for fred.

                      En sidste, hård opgave ventede Filippides. Men ikke umulig. Solen havde knapt passeret middagshøjden. Filippides længtes efter at komme væk. Væk fra krigens verden. Hjem til Athen.

                      Men først ville han samle sig om opgaven. Han lagde sig udstrakt på ryggen. Indtrykkene flimrede. Snart sov han.

                      Bevidstløs. Borte fra alt. Da en slave vækkede ham, følte han sig helt klar. Han var opsat på at komme af sted.

                      Filippides gik til teltet efter løbesandaler og vandsæk. Sækken fyldte han med tilstrækkeligt vand. Sandalerne snørede han omhyggeligt.

                      Den lille sæk slyngede han over skulderen. En kniv havde han med. Sådan begav han sig af sted.

 

Marathonløbet

 

I begyndelsen drejede hans opmærksomhed sig mest om selve løbet. Om at sætte foden det rigtige sted. Om at komme ind i den rette rytme.

                      Da han havde lagt stigningen bag sig og var kommet op på Attikas højslette, gik det lettere. Også tankerne fløj af sted – bevægede sig bagud.

                      Til Filippides’ møde med Miltiades. Hans tale til hoplitforsamlingen i morges. Månen over Marathonsletten natten før slaget.

                      Til marchen med bagtroppen mod Marathon. Sendefærden til Sparta. Alarmtilstanden i byen. Athen. Folkeforsamlingen. Stafetternes meddelelser om persernes landgang.

                      Til rygter om Eretria.

                      Til Athen.

                      Alt dette havde Filippides været vidne til.

                      Indtrykkene passerede gennem hans bevidsthed.

                      Hans tanker løb af med ham.

                      Pludselig stod Hippias’ folk foran ham. Dér oppe på bjergkanten.

                      Det rev ham ud af hans løberytme og tankerække.

                      Men han slap fra dem.

                      Takket være sine løbeben.

                      Sin lidenskab.

                      En gang imellem passerede han klynger af huse og landsbyer. De første lå øde og folketomme i landskabet. Bønderne havde forladt dem.

                      I en landsby stod nogle børn og sortklædte kvinder. Måbende. Stirrede tavst efter ham.

                      Filippides forsatte uanfægtet lige gennem landsbyen.

                      Vejen gik nu nedad. Ned mod Athen.

 

I Athen før mørket faldt på

 

Snart kunne han ane byens omrids mod den rødlige aftenhimmel. Akropolis’ klippemassiv ragede op som et tungt dyr. Under dets krumme krop krøb husene sammen.

                      Før tusmørket sænkede sig over tagene, løb Filippides ind i Athen.

                      Gensynsglæden steg op i ham. Han forsøgte at sætte farten op. Men den lange dags anstrengelser sad i benene – stormløbet over sletten, kampen og de 200 stadier fra Marathon til Athen. Han følte sig træt. Træt og befriet.

                      Billeder fra slaget flimrede gennem hans hjerne. Falanksernes lange geledder af hoplitter, der langsomt bevægede sig fremover sletten til kamp. Trompeternes smælden. Perserpilene. Miltiades’dristige tøven i pileregnen. Stormløbet. Kampråbene. Krigsskrigene. De pil-ramtes rallen. Nærkampen. Sværdenes susen. Skjoldenes klirren. Perserkød. Perserblod. Skrækken i kroppen. Angstbrølene. Raseriet. Afsindigheden. Faldne kampfæller. Vandringen tilbage over krigsskuepladsen. Hans døde ven i dyngen af lig.

                      Det hele var slut.

                      En fjernt mareridt.

                      Virkeligheden var Athen.

Filippides kunne nu se de hvide husvægge lyse i aftenskumringen. Her og dér steg en hvid arnerøg op i den stille aftenluft. Filippides længtes efter at være rigtigt hjemme. Hjemme i familiens skød.

                      En følelse af taknemmelighed over at være sluppet fra slaget, over at være i live, over at løbe, over at være nået frem i rette tid, greb ham.

                      Jeg lever, jeg lever, jeg lever lever lever, jeg lever lever jeg ...

                      Han løb ind i sin by.

Rytmen bar ham af sted. Rytmen og en jubel.

 

Hjemkomst

 

Allerede før bymuren stod der mænd. Bevæbnede med, hvad de havde af våben.

                      Miltiades’ bekymring for byens sikkerhed var ubegrundet. Perserflåden var ikke nået frem. Alligevel var de tilbageblevne på deres post. Parate. Årvågne.

                      Ved dette syn følte Filippides sig stolt over at være athener. Det var lykkedes rådet at stable et hjemmeværn på benene, mens strategerne og hæren var væk.

                      Filippides fornemmede forsvarsviljen, samfølelsen, byfællesskabet, mens han løb forbi de bevæbnede amatørkrigere.

                      Uden at ændre sin rytme løb han gennem byporten. Folk kom ud husene. Stimlede sammen. Jubelen slog om ham. Han løb med den efter sig.

                      Uden at Miltiades’ budbringer havde sagt noget, forstod menneskene omkring ham, hvilket budskab han bragte med sig.

                      Hæren havde sejret.

                      De så det i hans ansigt. De så det på hans tegn til dem.

                      De så det på hans løb.

                      Som en vinder, der løber stadion rundt tiljublet af tilskuerne. Således løb Filippides gennem byen imod torvet, imod centrum, imod sit mål.

                      Folk fulgte efter. Byen åndede befriet op. Jublede.

                      Ved indgangen til torvet måtte Filippides sagtne farten. Her stod nogle vagtposter. En af dem tog sin hjelm af. Trådte hen mod Filippides. Satte hjelmen på hans hovede. En lanse fik han i hånden.

                      Filippides smilede.

                      Som hoplit løb han over torvet. Op mod rådsbygningen. Som hoplit holdt langdistanceløberen sit indtog i Athen.

                      De jublende stemmer slog tilbage fra Akropolisklippens nordvæg og indhyllede hele torvet i vellyd.

 

 

 

 

Ved vejs ende

 

Med den store hjelmdusk vajende over hovedet så folk marathonløberen stige op ad trapperne. På øverste trin standsede han. Vendte sig om. Støttede sig til lansen. Så ud over forsamlingen. Torvet. Husene. Akropolis, hvor solens sidste stråle faldt på toppen af tempelgavlen.

                      Jubelen lagde sig.

                      Der blev stille på torvet.

                      Da råbte langdistanceløberen ud over menneskemængden:

                      Athenere! Vore hoplitter har sejret!

                      Guderne holdt hånden over Hellas!

                      Hæren ved Marathon hilser Athen!

Der var et øjeblik en forventningsfuld stilhed. Så råbte en stemme fra mængden:

                      Athen hilser hæren!

                      Athen hilser Marathonløberen!

Jubelen brød ud igen. Slog op mod budbringeren.

                      Han tog hjelmen af.

                      Vendte sig om.

                      Trådte ind mellem søjlerækkerne.

                      Ind gennem den tunge dør til rådsbygningen.

                      Han fornemmede rummets mørke og kølighed. Dets storhed og stilhed. Kontrasten til livet derude på torvet. De glade stemmer.

                      Filippides den indadvendte var vendt tilbage.

                      Han var ved sit mål.

                      Hans længsel var udløst.

                      Hans lidenskab stillet.

                      Budskabet til byen var fred.

                      En slave fulgte ham til indgangen. Lukkende døren efter ham. Ville sige noget.

                      Forfærdet så han budbringeren falde tungt forover i marmorgulvet.

                      Lansen holdt han endnu i højre hånd. Hjelmen rullede hen ad fliserne. Genlyden forplantede sig i hallen.

                      Slaven bøjede sig over Filippides. Vendte ham varsomt omkring.

                      Så, han var død.

 

EFTERSKRIFT

 

Efter slaget ved Marathon 490 f.Kr. sejlede den slagne perserhær tilbage. Den græske historiker Herodot angiver, at perserne havde mistet 6.400 mand. 192 grækere måtte lade livet.

                      Almindeligvis blev faldne, athenske hoplitter bragt med tilbage til Athen og begravet på gravpladsen i Kerameikos. Men som en særlig æresbevisning blev der opført en vældig gravhøj midt på Marathonsletten. Her blev de 192 faldne stedt til hvile.

                      Gravhøjen på Marathonsletten eksisterer den dag i dag som et tydeligt minde om det første sammenstød mellem et europæisk og et ikke europæisk folk.

                      Sejren betød, at de græske bystater kunne udvikle sig uafhængigt af formynderskabet fra Orientens despoti.

                      Sejren gav athenerne selvtillid. En rivende materiel og kulturel udvikling begyndte. Dermed var grundlaget for europæisk kultur, demokrati og frihedstradition lagt.

                      Sejren ved Marathon betød dog ikke, at faren var fuldstændig overvundet. Ti år senere prøvede perserne igen at indtage Grækenland.

                      Der blev kæmpet voldsomme kampe i Thermopylæpasset og i Salamisbugten. Athen blev fuldstændig ødelagt. Persernes erobring var lige ved at lykkes.

                      Men det er en anden historie!

 

KRONOLOGI

 

(Alle tidsangivelser er f.Kr.)

De gamle grækeres tidsregning begyndte med den første af de olympiske lege i år 776 f.Kr. En olympiade betegnede egentlig tidsperioden på fire år imellem to olympiske lege. For eksempel fandt salget ved Marathon sted i den 71. Olympiades andet år. Der svarer til 490 f.Kr.

 

550   Perserkongerne begynder deres erobringer

525                Kong Kyros erobrer Ægypten

512                Dareios’ togt til Europa

510                Hippias fordrives fra Athen

500      Athen opfører nyt skatkammer i Delphi. Filosoffen Heraklit fremsætter sine sætninger

499-94 Joniske byers oprør imod perserne. Perserkrigene begynder

494      Milet ødelægges af persere

493      Themistokles bliver arkont, ”minister”

490      Perserne ødelægger Eretria

490      Slaget ved Marathon

489      Miltiades dør

485      Dareios dør. Historieskriveren Herodot bliver født.

480      Slaget ved Thermopylæ og Salamis. Perserne ødelægger Athen.

479      Slaget ved Platææ

472      Dramatikeren Aischylos’ tragedie ”Perserne”

470      Themistokles landsforvises fra Athen

449      Grækerne får endelig fred med perserne

 

ORDLISTE

 

Akropolis: Klippemassiv i Athen hvor oprindelig (konge)-borgen lå. I 480 f.Kr. brændte perserne Athen. Akropolis blev derefter genopbygget som tempelplads. Navnet kommer af de græske ord: ákros = øverst, pólis = borg, by. Altså: byen på bjerget.

 

Ares: Græsk gud for krig

 

Apollon: Græsk gud for kunst. Apollon er de ni musers leder. De varetog hver sin kunstart.

 

Delfi: By og tempelsted neden for Parnassos-bjerget. Grækerne anså Delfi for verdens centrum, dens navle. I Delfi fandtes et orakel ved Apollontemplet, hvor bystaterne og private kunne få gode råd. De kostede penge. Derfor havde hver bystat et skatkammer i Delfi. Desuden var der teater og stadion.

 

Eunuk: Kastreret mand, der blev anvendt som haremsvogter i Orienten. Navnet er græsk og kommer af euné = seng; ékein = holde opsyn.

 

Falanks: Tætsluttet hærenhed af lansebevæbnende fodsoldater med en dybde af 6-16 rækker og en længde på op til 16 x 16 mand. Se side: xx

 

Fyle: Athen var inddelt i ti fyler eller en slags kommuner. Fylen var også en militær inddeling. På slagmarken kæmpede fylerne i samme enhed.

 

Hades: Græsk gud for dødsriget. Betegnelsen for dødsriget.

 

Hoplit: Sværtbevæbnet fodsoldat. Ordet kommer af ”hopla”, der betyder våben. Se side xx.

 

Kerameikos: Forstad sydvest for Athen, hvor keramikerne boede, og hvor byens begravelsesplads lå.

 

Lakonisk: Kort og fyndig udtryksmåde. Kommer af Lakonien, der er det landskab, hvor Sparta ligger.

 

Olympen: 3000 meter højt bjerg i det nordlige Grækenland, hvor grækerne forestillede sig gudernes bolig.

 

Olympiade: Det tidsrum på fire år, der går mellem to olympiske lege. De foregik fra 776 f.Kr. til 393 e.Kr. i byen Olympia i det vestlige Peloponnes. De olympiske lege blev genoptaget i 1896.

 

Orakel: Helligt sted, hvor guderne gennem tempelpræster og præstinder kan tale til mennesker. Ved oraklet i Delfi rådspurgtes Apollon.

 

Pallas Athene: Athens skytsgudinde. Gudinde for klogskab og krigskunst. Se side xx

 

Pan: Gud for gedehyrder. Færdes i naturen, især i skovene. Fremstilles med menneskekrop, bukkehoved og klove.

 

Polemárk: Den øverste leder af militærvæsenet i Athen. En slags forsvarsminister.

 

Poseidon: Gud for havet.

 

Stadie: Græsk længdemål på 192 meter. Har givet navn til stadion, der egentlig betyder en løbebane.

 

Strateg: der var ti strateger eller hærførere i Athen. De stod spidsen for hver sin fyle. Kommer adf stratós = hær; ágein = at føre.

 

Strategi: Planlægning af militære operationer.

 

Taktik: Kunsten at lede hærstyrker på slagmarken.

 

Triér: Skib med tre rad årer over hinanden. Se side xx

 

Varselstagning: Spåmænd og præster søgte at spå om fremtiden ved tegn fra guderne gennem f.eks. fugles flugt eller dyrs indvolde.

 

Zeus: Den øverste gud i den græske gudelære.

 

 

 


[1] En salgs kommune, som Athen var inddelt i.